Af Thomas Wejse Nielsen.

“Dog, Guds ord er ikke bundet” (2. Tim 2,9). Sådan udtrykker apostlen Paulus det i sit andet brev til Timotheus. De to var nære medarbejdere i at bringe evangeliet til mennesker, og Paulus opmuntrer sin ven i tjenesten med disse ord: “Dog, Guds ord er ikke bundet”. Paulus skriver sådan, mens han lider ondt for evangeliets skyld - ja, han sidder i lænker “som en forbryder”, som han beskriver det i brevet. Han er bundet til fængselscellen af lænkerne, men han ved med sikkerhed, at det ord, han er sendt til mennesker med, ikke på nogen måde kan bindes. Tænk sig: Han vil bringe mennesker det gladeste budskab, der findes, og så straffes han for det! Paulus kunne lænkes fast, så han ikke kunne gå med Guds ord, men evangeliet om Guds frelse i Jesus Kristus kan ikke bindes. Mennesker har forsøgt at standse Guds ords forkyndelse, men det lyder stadigvæk til frelse for enhver, som tager imod det i tro.

Umiddelbart inden de løfterige ord om, at Guds ord ikke er bundet, skriver Paulus: “Husk på Kristus Jesus, opstået fra de døde, af Davids slægt, ifølge mit evangelium” (2 Tim 2,8). Det er værd at bemærke, at Paulus minder sin ven om Jesu opstandelse fra de døde, inden han i sit brev kommer med budskabet om, at Guds ord ikke er bundet. Paulus vil, at Timotheus skal huske på, at intet kunne binde Jesus til døden. Han døde på korset, men døden kunne ikke binde ham. Han opstod påskemorgen til menneskers frelse, og intet havde kunnet hindre ham i det. Han havde besejret synden, døden og djævelen for alle mennesker. Og ordet om den sejr kan ikke bindes. Denne påmindelse og opmuntring havde Paulus helt sikkert selv fundet glæde i, og nu delte han det altså med Timotheus. Vi har også brug for at møde det budskab i vores tid. Vi må modtage ordet som den påmindelse og den opmuntring, det er. Og så må vi give det videre til andre.

Guds ord blev aldrig bundet,

end ikke i den nat,

da mørket havde vundet

sin største sejr og skat,

da Judas hjalp vor fjende

 vor Herre selv at binde

i dødens urtegård.

 

Ja, selv da døden trængte

sig ind til hjerterod,

da han på korset hængte,

det farved med sit blod;

Guds ord var dog ej bundet,

det blev på tungen fundet

end lige stærkt og sødt.

 

Og hvad han selv i nåde

har talt til sjæletrøst,

på ingen mulig måde

kan fattes kraft og røst;

thi selv i Helved findes

ej lænken, hvormed bindes

kan hånd og mund på Gud.

 

N. F. S. Grundtvig, 1837 (DDS nr. 354 vers 1,2 og 7)