Af Niels Platz.

Jeg være vil o Jesus mild, hvor du mig helst vil have.

»Hov hov, hvad er nu det. Ikke nok med at en flok unge lømler indtager vores elskede sendetid med musik, som lyder, som jeg ved ikke hvad, nej nu skriver en af dem også en andagt…« Dette, kære læser, var også min første tanke, da jeg blev spurgt om at skrive en andagt. Min næste tanke var: »hvad kan jeg forvoksne knægt på 26 give læser, der nok gennemsnitligt er fyrre år ældre end mig og har væsentlig mere livserfaring?« Jeg ved ikke, om du kan genkende tanken, men det er tit den der sniger sig ind, når vi i vores liv bliver kaldet til en opgave, eller sat i en situation, hvor andre forventer noget af os. Tanken er i sig selv god nok, men resultatet er alt for tit direkte hæmmende og skadelig, ikke mindst for os selv. Tanken får os til at analysere situationen, med den stopper ikke der. Den fortsætter med at underminere os, ved ikke kun at spørge, men også ved at svare: »Her slår du nok ikke til, så du må hellere lade en anden gøre det.« Tanken stopper os, og den opgave, vi blev stillet overfor, bliver måske aldrig løst.

»Høsten er stor, men arbejderne få. v 38 Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.« Matt. 9, 37-38

Det kan godt være, at du ,min kære læser, nu sidder og tænker: »Jamen, jeg gør da mit… jeg kommer i kirke hver søndag… jeg betaler da kirkeskat… eller noget andet fromt« Men tænk nu også på, hvor tit du bliver spurgt eller der spørges åbent fra dine omgivelser: »Er der en, der kunne...« Jeg ved, du kender ordene, for det gør jeg. For nogle er budskabet ved at gå igennem, men for andre, vil svaret være: »Jamen jeg orker ikke endnu en byrde«, og til det må jeg svare gennem citater fra to af mine venner:

1) Jeg har oplevet, at selv om jeg ikke kunne magte mere, så gav Gud mig bare mere energi og kraft for hver opgave jeg påtog mig.

2) Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. (citat Jesus)

Du kære læser (jer der stadig er tilbage), nu kan jeg måske besvare min anden tanke. Det, jeg kan give jer er en opfordring, til at tage Jesus på ordet. En opfordring og et opråb om, at du kan gøre en forskel i hver af de opgaver, du påtager dig, om det er at prædike Guds ord, eller når du bøjer dine knæ og beder i forbøn for LUMI (evt. Ungdomstimen). Du gør en forskel i opgaven, men ikke når du ikke lytter og følger de kald du hører. Det ord, jeg vil give dig, er mit konfirmationsord, som du kan bruge som en bøn og et løfte fra dig til Gud.

Bøn: »Jeg være vil o Jesus mild, hvor du mig helst vil have.«