Af Niels Jørgen Lassen.
D. 25 september i år (2008) kan LUMI Radio Aalborg fejre 25 års jubilæum. Det har kun været muligt ved hjælp fra Hans, Christian, Jørgen, Inge Lise, Hans Peter, Kirsten, Hans Erik, Johnny, Dan, Marie, Hanne - og listen kunne fortsættes. De har gjort det store arbejde igennem alle årene. TAK !
Alligevel er det ikke hele sandheden, for det er alene Gud, der gjorde det muligt at komme i æteren for 25 år siden, og ham der har givet viljen, kræfterne og visionen til alle de trofaste medarbejdere der dag efter dag han siddet i studiet for at producere udsendelser, alle drevet af ønsket om at dele livet med Gud - med dig.
“Det er Gud som al’ æren skal ha’, ene han skal ha’ æren for sit værk” synger vi i en sang. Mere præcist kan det vist ikke siges. Jeg var selv med dengang for 25 år siden hvor de første forsigtige skridt blev taget, dengang i “Ung LUMI”, som var ungdomsprogrammet dengang.
Nogle udsendelser har fået en afgørende betydning i LUMI Radio Aalborg, nemlig andagts- og bibelprogrammerne, hvor Hans Erik Nissen og Johnny Søndberg Nissen har været faste gæster i studiet igennem årene. Hvorfor ? Og hvad er årsagen til at disse udsendelser uge efter uge er gået i æteren. Svaret er enkelt - de peger på Jesus og hans gerning for dig. Hans perfekte og syndfrie liv her på jorden, døden på korset, og sejren over dødens magt Påskemorgen. Alt dette er dit, hans liv er dit, han døde for dig, og hans sejr over dødens magt og synden er din. Så de 25 års jubilæum slår ikke til i dette lys, de er faktisk kun et sekund i evighedens perspektiv.
For 25 år siden begyndte LUMI Radio Aalborg med at sende budskabet om Jesus ud i æteren i Aalborg. Teknikken var enkel dengang, analog, det vil sige spolebånd, saks og tape når en udsendelse skulle klippes sammen. I dag har den digitale teknik taget over. Alligevel vil vi i LUMI Radio Aalborg holde fast i det gamle, nemlig pege på det centrale i Bibelens budskab, som fortsat er at pege på Jesus. Det er evigheden, det gælder.